NYHEDER

2019

Februar

Hul i gennem


Der har været en vis nervøsitet at spore gennem efteråret, når talen gik på Tranderup Dal-bækken. En kombination af manglende nedbør og kraftige højvander har gennem længere tid blokeret udløbet. Et er, at der ingen opgang har været dette år, det er de udfordringer naturen giver med jævne mellemrum, og som havørreder har tilpasset sig gennem årtusinder. Men det, at hundrevis af sidste års yngel var fanget i bækken uden at kunne stryge til havs i.f.m. smoltificering var næsten ikke til at bære. Muligheden for at alle skulle ende som bækørreder var ikke tilstede. Dertil er bækken for klein (tænker jeg). Heldigvis fandt naturen selv løsningen. For da vandet endelig kom fra oven, trykkede vandmasserne sig igennem og skabte den passage, vi savnede. Så nu kan de bare stryge, de kære små. Og måske står der et par sene farvede derude i havet og venter, så kanske der alligevel kommer ny yngel dette forår. Personligt har jeg i hvert fald selv fanget gydeklare fisk i marts måned, så det er ikke umuligt

                                                                         Kim

Marts

Foto: C. Schütter


En fisk ud over det sædvanlige


Det er ikke hver dag, der bliver skrevet på foreningens hjemmeside. Det kan der være flere grunde til, men et godt gæt er, at for at bringe folk i stemning til at skrive, kræver det, at der er noget, man har lyst til at dele med andre. Og når det gælder fortællinger om fangne fisk, så ser det ud til, at den del har vores Facebook-side ganske grundigt sat sig på.

Jeg vil dog her gå mod strømmen og bringe en beretning her. Det er der i hvert fald to grunde til; dels er jeg ikke på Facebook (omend jeg kigger fruen over skulderen), dels har jeg noget at berette. Jeg har nemlig fanget en fisk, og ikke nok med det, ovenikøbet en af de bedre. Og når det gælder omstændighederne, så er de i superligaen! Men læn jer tilbage i sofaen og døm selv;

 

Jævn til frisk vind fra nordvest, sol og forår. Hvor skal man tage hen? Et godt bud kunne være Vejsnæs; er vinden for kraftig og vandet for grumset på SV-siden, kan man altid trække rundt om Ærøs sydligste pynt og finde læ og udsigt mod Ristinge.

Det var dog ikke nødvendigt denne dag; vinden var mild og fin, og folk nød naturen langs stranden. Og der er så meget at nyde; Vejsnæs har utroligt smukke klintprofiler, der veksler mellem fedt ler, små og store sten i klynger. Men også klinter, der altid er i bevægelse og altid skifter form. Nye skred blotlægger konstant, hvad klinten gemmer. Det lokker samlere til. Ud over borgmesteren, der, med held, søgte nye emner til sin oldtidssamling, var et par også på jagt efter fossiler fra en svunden tid. Havde også talt med Erik, der havde fået en fisk dagen før. Håbet var lysegrønt! Håbet svandt dog efterhånden, som jeg bevægede mig langs kysten. For nok nød jeg foråret, meeen det ville nu være rart at prøve at fange en fisk, der holdt målet. Og her virkede dødt, om end forholdene så perfekte ud. Jeg rundede spidsen, og mindedes en stor fisk jeg engang tabte lige på stedet, da hugget kom uventet. En stor fisk havde taget gennemløberen 15 meter ude. Blank og skinnende baskede den rundt derude, lige præcis længe nok til at give mig håb om, at den kunne blive min. Så slap krogen sit tag i fisken, og håbet sit tag i mig. Så kom afmagten, vreden og irritationen. Hvorfor sker det altid ….

Langsomt sivede accepten ind; en kamp mellem fisk og jæger med fisken som vinder. Mens jeg fiskede videre ned ad kysten, mødte jeg de to fossiljægere og delte min oplevelse (læs: frustration) med dem. Kvinden trøstede mig med, at jeg nok fangede den om lidt. Jeg kunne så belære hende om, at det ikke kom til at ske, for de 20 sekunder den havde været på krogen, havde for længst drevet den ud på dybere vand, og skulle den alligevel stadig være på pladsen, så var den med garanti ”dybt traumatiseret”. 

Efter tre kvarter og en enkelt kontakt senere, var jeg tilbage på pladsen. Uden forventning lagde jeg et kast ud over pladsen, og så skete det utænkelige. Fisken tog igen agnen, og denne gang faldt den ikke af efter 20 sekunder. Den faldt faktisk først af krogen ca. 20 minutter senere, da den lå i nettet. Nu ved jeg godt, at nogen her vil sige, at min tidsfornemmelse må være ikkeeksisterende, og det kan da også være, at det kun var 15 minutter, men under alle omstændigheder var denne fight måske den ypperste, jeg har oplevet inden for hobbyen. Jeg kunne flere gange høre mig sige til mig selv, at nu måtte den fisk da være træt, hvorpå den tog endnu et sejt udløb ud mod dybderne. Jeg havde jo set fisken springe i starten af fighten, og vidste, at nok var den i kategorien stor, men så hellere ikke større. Det var den åbenbart skide lige glad med, den trak og trak, og jeg bad mine bønner. Omsider viste den dog træthedstegn, og endelig kunne den glide i maskerne.

Havde den vristet sig fri, havde jeg lettet huen for den, for det var i sandhed en særlig fisk.

Nævnte jeg data? 3,260 kg og 67 cm. Ikke vanvittig stor, men bestemt hvert et gram værd.

                                           

                                                                                                                                                   Kim



Støt den rene strand


Den 31. marts arrangerede DN i lighed med andre år affaldsindsamling. Jeg valgte at samle på strækket ved Tværbymark. Jeg havde i dagene op til besøgt strækket, så jeg var ikke i tvivl om, at her var noget at hente. Hele tre sække blev det til med alt skidt fra havet. Her kan i flæng nævnes sandaler, flamingo, plastflasker, kanyler, patronhylstre, balloner og meget, meget mere.

Jeg betragter nu strækket som forholdsvis ryddet, men der ligger stadig meget rundt omkring, så kære ligesindede; tag en pose med næste gang du er ude og saml lidt affald, det er også vi sportsfiskeres ansvar.

                                                                        Kim

April

Merde!!


I dag, da jeg gik en tur med hunden langs stranden i Vrå, dukkede disse to sportsfiskere op. På deres sprog og fagter kunne jeg på afstand fornemme, at de hverken var danskere eller tyskere. Et "bækørred-fangstnet" hos den ene styrkede min mistanke. Men hvilken nationalitet var de så? Svaret kom snart, for pludselig havde den ene bid. Som det ses på fotoet er den fightet til netkanten, men længere nåede den så heller ikke. Stangen gav et svirp og fisken var væk. Det afstedekom den klassiske kommentar; "Merde!!!".

Og så var nationaliteten nogenlunde på plads ;-)                                 Kim

Juli

En "mærkelig" oplevelse


For et par dage siden sad jeg og rodede efter fossiler i rallet i Vrå dukkede et lille plastikmærke med et stykke ståltråd op. Mærket var forsynet med påskriften "Charlottenlund Slot" og nummeret 27460. Jeg genkendte straks mærket, omend det var nogle år siden jeg havde set det. Og dengang var det i ryggen på en ørred jeg fangede, sjovt nok også i Vrå. Vidste nu, at jeg skulle have fat i DTU Aqua for at finde ud af mere, og efter lidt detektivarbejde og omdirigeren endte jeg hos Stig Pedersen, der gav sig til at støve arkiverne af. Det viste sig, at mærket havde siddet i en ørred, der med en længde på 21 cm var udsat ved Ærø d. 20. april 1989.

Nu er der jo næppe chance for, at havørreden mærket har siddet i, for nylig er død. I så fald er der tale om en aldersrekord, da ørreder højst bliver omkring 20 år. Mere sandsynligt er det, at ørreden allerede ved udsætningen er blevet ædt af en måge, der har smidt en gylp af ufordøjeligt materiale på stranden i Vrå indeholdende bla. mærket. Vind og vejr har så begravet mærket i rallet, hvor det har ligget beskyttet i henved 30 år. Kun en gisning, men en plausibel en af slagsen. Uanset hvad, så er det da en sjov historie.

September

Så er vi atter engang tæt på Ærø Havørredweekend, og vi skal til at gå i træningslejr, grejet skal efterses, krogene hvæsses og konen skal forkæles, så vi kan samle point til en hel weekend på kysten. Der er lagt et link på Ærø Havørredweekend, hvor man kan se programmet.